John Lennon – sangskriver i The Beatles

John Lennon ville 9. oktober, 2015, være fyldt 75 år.

Han blev dræbt at en sindsforvirret fan i New York i december, 1980.

 

John Lennon var helt fremme i skoene især to gange i The Beatles' karriere:

Mens gruppen lavede popmusik skrev han en række sange der er blevet evergreens og som hver for sig er perler.
Da gruppen begyndte at eksperimentere og forandre musikken skrev Lennon nogle af de mest innovative og grænseoverskridende sange.
Her er et lille signalement af John Lennon som sangskriver i The Beatles.

Af Per Wium, musikjournalist

Popsange, der holder

The Beatles er produktive som sangskrivere de tidlige år. Og de skriver sange alt imens de er på lange turneer, i gang med at indspille plader og optræder i radio- og TV-shows.

Lennon ryster den ene gode sang efter den anden ud af ærmet i årene 1963 til 1965. Han skaber langt hovedparten af gruppens sange på det stilsikre ”A hard days night”-album. Og på ”Rubber soul” skaber han klassikere i den langsomme, men sikre overgang fra pop-musik til egentlige kunstværker såsom ”In my life” og ”Girl”.

Et lille udvalg af sange

This boy

”This boy” er tidlig Beatles med flot tre-stemmig vokal.
Med en inderlighed i melodien og den måde Lennon synger den på.
”This boy” er The Beatles som vokal-gruppe. Mere end som pop og guitar-gruppe.

A hard days night

'A hard days night' er Lennons sang og tekst og ifølge ”traditionen” skulle han derfor synge lead-vokalen i hele nummeret.
Men han kunne ikke ramme de høje toner i 'middle eight'-stykket. Derfor overlod han her vokalen til McCartney. Det sker fra 'When I'm home' ved 0.44
I øvrigt en fin effekt at de dermed skiftes til at synge lead. Man kan i bagklogskaben undre sig over at de anvendte dén effekt så ganske sjældent.

I'll be back

Lennons smukke, smukke afslutning på ”A hard days night”-LP'en!
”I'll be back” er et fint eksempel på skift mellem tonearterne (og stemningerne) mol og dur. Verset forløber i mol, men i slutningen af hver linje moduleres der til dur.
Og så byder sangen på en helt usædvanlig 'middle eight' på 9½ takter fra 1.03.
Lennon har nok ikke ligefrem spekuleret i at lave en skæv 'middle eight' – den er blevet skæv fordi afsnittet slutter som det gør og lyder godt sådan.

No reply

Der er to ting, det er værd at hæfte sig ved på ”No reply”:
Det ene er sangens 'middle eight' fra 1.02. Stykket er dobbelt (16 takter) og måske eet af de stærkeste afsnit i en Beatles-sang nogensinde. Der er en næsten magisk udvikling i melodien og harmonierne i dette afsnit af sangen. Det er meget 'catchy' og iørefaldende.
Det andet er Lennons vokal. Han synger med nerve, nærvær og intensitet!
Sangen endte også med at blive det vigtige åbningsnummer på ”Beatles for sale”.
Lennon har alle åbnings-sange fra album nummer to til nummer fem!

I feel fine

Valget af A-sider på Beatles-singlerne var ren strategi og 'købmandstænkning'. Præcis som for alle andre bands og kunsterne. Hvilken sang er den bedste? Hvilken har størst hitpotentiale?
”She's a woman” er et iørefaldende McCartney-nummer med et godt groove og en charmerende 'middle eight' på blot fire takter ved 1.14.
Men der er langt større potentiale i Lennons ”I feel fine”. Alle parametre til en god popsang er i top. God melodi, lækre kor-passager, stærk 'middle eight' fra 0.42 - og så swinger nummeret sejt takket være Ringo Starr’s overbevisende spil.
”I feel fine” viser John Lennon som en gudsbenådet sangskriver når det gælder iørefaldende popmusik!

You're gonna lose that girl

Et veloplagt nummer med masser af vokal. Lennon synger lead og McCartney/Harrison synger svar-kor. I sangens 'middle eight' et flot tre-stemmigt kor fra 0.55.
I ”Help”-filmen er der en scene som skal forestille indspilningen af sangen.
En meget stemningsmættet – og røgfyldt – scene, der gør sangen til et højdepunkt i filmen.
Lennon i topform. Også her!

Nowhere man

John Lennon skrev sangen om sig selv. Og den er i 'familie' med hans øvrige Dylan-inspirede tekster fra 1965-udgivelserne.
Han skrev den efter en nat i byen. Han kæmpede i timer med at skrive en god sang, opgav til sidst og lagde sig. Og pludselig kom ideen til teksten og melodien til ham, fortalte han selv senere. 'Jeg lagde mig ned og følte mig som en ”nowhere man” i et ”nowhere land” og så kom den pludselig til mig'
”Nowhere man” byder på et flot tre-stemmigt vokal-arrangement.
Flot, dels fordi det er arrangeret godt og dermed klinger godt. Og dels fordi Lennon, McCartney og Harrison fraserer fuldstændig som én. Det vil sige at de rytmisk ligger fuldstændig sammen med hinanden.

Girl

En bestemt linje fra ”Girl” har altid gjort et stort indtryk på mig:
'Was she told, when she was young, that pain would lead to pleasure?'
Her er vi langt fra de tekster, Beatles fik deres gennembrud med blot et par år tidligere. John Lennon udforsker nye tekst-universer og smerter og lidelser er i centrum.
”Girl” er en af mange sange på ”Rubber soul” som er meget mere akustisk anlagt end det egentlig er et rocknummer med elektriske guitarer.
Stemmerne bliver brugt til andet end blot at synge teksten. Dels i 'middle eight'-stykkets 'tit-tit-tit'-kor fra 1.00 – dels i de lange suk ved f.eks. 0.24.

In my life
I det spændende grænseområde mellem populær-musik og seriøs musik finder vi den smukke klassiker ”In my life”. En tekst og sang med en stor modenhed – skrevet af den unge John, der var præcis midt i 20'erne.
Melodi, harmonier og det pikante klaver-mellemspil understøtter den smukke erindringstekst.
Et lille NB her: Prøv at lyt til skuespilleren Sean Connerys betagende tolkning af ”In my life”.

Mod til at forandre

Især på albummene ”Revolver”, ”Sgt. Peppers lonely hearts club band” og ”Magical Mystery Tour” har Lennon en række sange, der sætter helt nye standarder for hvad man forstår ved populærmusik. Sange, der viser helt nye veje og er totalt kompromisløse.

Lennon og de andre beatler og producer, Georg Martin, har ikke ladet sig skræmme af tanken om hvordan publikum ville reagere. De er gået linen ud.
De har skabt nogle innovative stykker musik, som har sat nye normer.

Et lille udvalg af sange

Rain

”Rain” har som a-siden ”Paperback writer” en meget enkel akkord-struktur. Der er kun tre forskellige akkorder i løbet af hele sangen. Melodien er også enkel og gentager mange figurer.
Hvis man sammenligner ”Rain” med Beatles-sange fra årene inden, er det i høj grad lyden, der har ændret sig markant. Der er stor forskel på indspilnings-processen i 1963 og i 1966-67.
Der er mere larmende trommer fra Ringo Starr end nogensinde før.
'Lyden af nummeret' ligger i høj grad i de stærkt pulserende trommer og mange bas-toner fra McCartney hele sangen igennem.
Og i slutningen af sangen er der vokaler afspillet baglæns. Båndet blev simpelt hen vendt om.

Tomorrow never knows

Det er fantastisk at tænke på at der kun er tre år imellem f.eks. ”From me to You” og ”Tomorrow never knows”.
Der er verdener til forskel i udtrykket og i lyden.
Nu spiller The Beatles ikke bare på deres instrumenter. Men kan næsten sige at de 'spiller på studiet og dets mange muligheder'.
Og Lennon er ikke bange for at skabe musik, der ikke nødvendigvis appellerer til hitlister, mainstream radiostationer og juke-bokse.
Sangen lyder helt, helt anderledes end tidligere. Lennon ville 'lyde som Dalai Lama' og hans vokal er kørt igennem en roterende Leslie-højttaler.
Der er brugt masser af bånd-loops, det vil sige at optagelser af instrumenter og lyde er manipulerede og f.eks. afspillet baglæns her.
Et eksempel på dette er McCartneys guitar solo fra ”Taxman”, som er afspillet baglæns.
Og ikke mindst: harmonisk er Lennon nu et helt andet sted henne end på f.eks. en sang som ”If I fell”.
”Tomorrow never knows” er harmonisk næsten stilstand og en tilstand. Bassen spiller tonen C hele vejen igennem nummeret. Ovenpå det C skifter harmonien mellem C-dur og B-dur, men med vægt på C-dur tonearten. Det er nærmest som et tæppe, der er lagt ud under hele ”Tomorrow never knows”.

Being for the benefit of Mr. Kite

Collagemusik må være ordet!
Et væld af lyde, instrumenter og effekter.
Sammen med Lennons intense stemme, som er optaget meget tæt på.
Lennon havde købt en cirkus-plakat fra 1843. Det var navnene fra dén, der inspirerede til teksten.
Navne som Mr. Kite, Mr. Henderson og Zanthus the horse.
I Lennons tekst blev sidstnævnte til 'Henry the horse' og i stedet for at forestillingen skulle spilles i Rochdale, valgte Lennon stedet 'Bishopsgate'.
Lennon bad George Martin om at skabe en cirkus-stemning i musikken. Andet sagde han ikke. Så George Martin var på egen hånd her. Han fandt en masse reallyde, pistolskud og menneskestemmer. Og han tog nogle båndoptagelser af forskellige marcher og klippede båndene i stumper. Derefter blev de splejset sammen igen i vilkårlig rækkefølge. Endelig er der indspillet mange orgler og harmonier oveni hinanden. Tilsammen givet det nummerets særlig 'collagepræg'.

A day in the life

Det her er ikke ”bare” en sang. Det er et værk. Faktisk skrevet af både McCartney og Lennon. McCartney står for – og synger – mellemstykket. ”Woke up, fell out of bed”. Lennon står for hovedversene.
Disse vers har en storhed og inderlighed på én gang. De er på en gang enkle og samtidig komplekse med fem-takts-perioder.
Dermed er der flere ”lag” i musikken. Der er det umiddelbare, vi hører ved de første gennemlytninger. Og under det lag er der masser af spændende konstruktioner og detaljer.
Lennon mestrede det enkle og avancerede på én og samme gang!

I am the Walrus

Måske eet af de mest markante numre fra John Lennon overhovedet.
Her er Lennon surrealistisk, fræk og musikalsk fuldstændig fri af én bestemt genre. ”I am the walrus” er stilmæssigt helt sin egen.
Lennon havde her en stærk idé til melodi, harmonier og tekst. Men han udnyttede også fuldt de mange muligheder i pladestudiet og dét at George Martin kunne håndtere at arrangere for en lang række instrumenter. Sammen skabte de to desuden hvad man næsten kan kalde 'lyd-malerier'.
Lennons stemme er ganske unik på denne indspilning. Han synger med nerve og han synger med en klang, der har ændret sig fra de tidlige dage.
”I am the walrus” lyder som et værk af en moden kunstner. Det var Lennon også, men faktisk var han kun 26 år gammel, da han skrev og indspillede nummeret.

Happiness is a warm gun

Et meget komplekst nummer, der forløber i forskellige afsnit. De fleste optræder kun én gang. Man kan kalde det en ”lag på lag”-komposition.
Der sker rigtig meget indenfor de første to minutter:
Ved 0.00 starter Lennon 'lige på' med et stille A-stykke.
Allerede ved 0.14 afløses det af et mere kraftfuldt B-stykke i 'skæve' takter og perioder.
Fra 0.44 introduceres et guitar-tema.
Ved 0.59 kommer sangens C-stykke og ved 1.12 et D-stykke.
Efter disse forskellige afsnit kommer så omkvæd ved 1.34.
Men kun godt ti sekunder efter (1.46) kommer et sidestykke til omkvædet.
I tre-delt takt.
Mange af Lennons sange i den sene Beatles-periode er meget enkle. Men ikke det her.

Revolution nr. 9

Skæringen på ”det hvide album”, som mange mennesker elsker at hade. Som mange mennesker helt bevidst springer over ved lytning.
I dag, hvor elektron-musik (computer-genereret musik) har opnået et højt kunstnerisk og teknisk niveau, er ”number nine” rimelig fersk og ufærdig.
Men husk at den er 47 år gammel.
I det lys er den både modig, grænseoverskridende og fræk.

Because

Lennons hustru, Yoko Ono, spillede en aften klavermusik for John, bl. a. Ludwig van Beethovens ”Måneskinssonate”, 1. sats. Det er et smukt stykke musik, næsten meditativt. En række smukke akkorder spilles som brudte figurer. I stedet for at anslå akkorden på én gang, så spilles akkordens toner i et rytmisk væv.
Lennon var fascineret af dét, han hørte.
Han brugte det som inspiration til akkompagnementet til ”Because”. Her er det et elektrisk spinet, spillet af George Martin, der har de brudte akkorder. Ovenikøbet i samme toneart, cis-mol, som Beethovens komposition.
Hermed lod John Lennon sig inspirere af musik fra en helt anden genre – og brugte denne inspiration i sin egen musik.

John Lennon var en farverig, spændende og meget talentfuld komponist.